Ny Elitechef til BMS Herlev

Som led i den justerede elitestrategi, samt ledelseskonsolidering, som var annonceret i starten af april, har BMS Herlev besluttet, at oprette en ny elitechef funktion i klubben, som skal stå i spidsen for både herre og dame elite hold. Efter en proces og dialog med flere kandidater, er vi rigtig glade for, at det lykkedes at lave en aftale med Claus Strøh – klubbens nye Elitechef. Claus træder samtidig ind i bestyrelsen.

Claus har tidligere være tilknyttet klubben i forskellige roller, siden han første gang trænede hold i klubben i 1988, hvor han trænede klubbens damehold. Han trænede også klubbens damehold i sæsonerne fra 2000 til 2003, hvor det blev til 2 pokalmesterskaber og 2 danmarksmesterskaber. Senest trænede han klubbens U19 herre hold i 2018. Han har også tidligere udfyldt en sportschef rolle i Wolfpack.

Claus starter som Elitechef, når de to hold afslutter 2020/21 sæsonen, hvor han vil fokusere på den kommende sæson for Basketliga holdet, 1. division for herrer, samt Dameligaholdet.

Claus Strøh udtaler: ”BMS Herlev er en fantastisk klub som favner ungdom, bredde og elite. Det har altid været min klub og jeg glæder mig meget til at arbejde med klubbens elitehold”. ”Klubben har defineret en spændende strategi og en ny organisation, som jeg ser mig selv rigtig godt i”.

Formand Mike Viehweg udtaler: “Claus’ faglige kompetencer og erfaringer indenfor basket-danmark bliver vigtig for os, i forhold til den udvikling vi står over for i de kommende år. Claus har også stærke ledelsesmæssige kompetencer, hvor han har fokus både på helheden, på processer og på udvikling af mennesker, ligesom han vægter samarbejde på tværs af funktioner som afgørende for gode resultater. Jeg ser frem til, at Claus bliver en del af ledelsen.”

Claus Strøh kan kontaktes på cs@bmsherlev.dk.
Mike Viehweg kan kontaktes på mv@bmsherlev.dk